Den personlige refleksion

”Den personlige refleksion” er en samling af genrer som handler om at skrive om virkeligheden, men på en subjektiv måde. Her tager du udgangspunkt i dine egne meninger og holdninger og prøver at påvirke og inspirere dine læsere. For at det ikke bare skal blive en sludder for en sladder skal sådan en tekst bygges op så modtageren kan følge din tankegang. Det gælder hvad enten det er en erindringstekst, et essay eller et blog/Facebook indlæg.

Den gode skribent vender sine tanker og ideer på nye og tankevækkende måder så læseren sidder tilbage med noget at tænke over. ”Ah sådan kunne man også se på sagen”! I genrerne her kan du vise hvad du tænker om livet og verden. Du er et menneske der mener noget og som har nogle værdier. Noget du tror på. Det er altid inspirerende når skribenten vover at give noget af sig selv.